Ting der måske forsvinder... – Katja Gottlieb blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 10. september 2018. Blog af Katja Gottlieb

»Der er altid tusind krav at forholde sig til. Håndskrivning ryger som regel nederst i bunken...

-Ka’ du ikke lige skrive det ned til mig, så jeg kan huske det, sagde jeg fornylig til en 14-årig, der havde været så god at fortælle mig noget om YouTube, som jeg ikke helt fattede. Han så på mig og nikkede. Lang og diglet er han. Og sitrer af den energi, som løber i mange 14-åriges årer og får deres arme og ben til at virke som om, de ikke er helt er sluttet til hjernens kontrolpanel. Jeg rakte ham et stykke papir og en kuglepen, som jeg fiskede ud af inderlommen, og han tøvede et øjeblik, inden han greb pennen med klodsede fingre. 

Så skrev han omhyggeligt svaret på mit spørgsmål ned på papiret. Det gik langsomt. -Det ser altså ikke så pænt ud, mumlede han og rakte mig papiret tilbage igen, hvor bogstaver nu lå forsvarsløse som en skovlfuld udslåede tænder. Drysset ujævnt ud i guirlander, der ved hvert linjeskift hang tungt ned mod bunden af papiret. 

-Nå, men jeg kan da godt læse det, sagde jeg, og stak papiret i baglommen. Hvornår har du sidst skrevet noget i hånden? Han grinede. 

-Det ved jeg faktisk ikke, sagde han, og trak på skuldrene. Men det kunne måske være rart, hvis det var lidt pænere. 

Og sjovt nok er det noget af det samme, de 7. klasser, jeg gennem årene har startet op, siger når vi til vores første møde med hinanden skal forventningsafstemme i danskfaget. Hvad kunne I godt tænke jer at lære, inden I går ud af skolen? har jeg spurgt. Og den er sikker hver gang. En af eleverne, og ofte en af drengene, rækker fingeren op og siger: Jeg kunne godt tænke mig at lære at skrive pænt. Jeg har altid svaret, at det kan vi godt klare, hvis de er parate til at gøre det, der skal til. Øve sig, øve sig og øve sig. Det er sådan set kun gået ned af bakke med det i de ti år, jeg har undervist i udskolingen. Også fordi jeg ikke selv har haft fokus. Der har været mange, mange andre krav, jeg skal forholde mig til og inkorporere i min undervisning. Håndskrivningen ryger ofte nederst i bunken. 

Vi taler meget om kreativitet. Om innovation. Om håndens arbejde. Og om det praktiske i disse år. Vi vil gerne have elever, der er skabende, der kan tænke nye løsninger til den ukendte fremtid, vi står overfor. Og samtidig står vi i en tid, hvor alt det, vi traditionelt forbinder med det æstetiske, og med fordybelsen, og med at være musisk, kreativ og skabende er smuldret og langsomt gledet ud af skolen. Kreativitet er mange ting, og kreativitet opstår ikke ved at give en 14-årig en limstift og en pakke papirclips og bede ham om at være kreativ. Men menneskelivets mange dimensioner skal nødvendigvis udfoldes i en vekselvirkning med hinanden for at opnå ligevægt. 

Lyder det langhåret? Måske. Men fra forskningen ved vi, at det, der sker i vores hjerner når vi læser og skriver håndskrift er anderledes end det, der sker, når vi arbejder med tastaturskrift. Håndskriften bringer andre og flere sanser i spil. 

Og det fik mig til at tænke på den skønne alfabetbog Ting, der måske forsvinder (Gyldendal 2000) med tekster af Peter Seeberg, der under G bringer en lille tekst om grafologien. Og jeg vil da håbe, at poesien aldrig forsvinder, den kan sige så meget, som jeg ikke kan formulere:

G

Grafologien er ved at forsvinde.

Canceleria og skønskriften udtaler

ingen hemmeligheder

om den skrivende person.

Hvor er opstreg og nedstreg snart henne,

dirrende som en nervøs vægt.

Hvad siger en computer,

som den ikke selv kan forstå:

Sorgen i stregen,

raseriet i et punktum,

der ikke kan skrives ens to gange.«


Katja Gottlieb, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.​