Tro, håb og andre fluffy navneord… – Katja Gottlieb blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 2. juni 2017. Blog af Katja Gottlieb

»Jeg har brugt megen tid på at bekymre mig om fremtiden, for det lyder som om, der er så meget, vi skal frygte. Og bevares, man skal selvfølgelig ikke gå rundt og være lalleglad uden tanke for i morgen, men måske man med fordel kan balancere frygt og håb?

Jeg kan huske, at jeg troede, det var en god ide at melde mig ind i en læsekreds, dengang jeg skulle på barselsorlov med hende, der i mellemtiden pludselig blev 16 år og næsten er færdig med 1. G. Min veninde Mette havde den bog, vi skulle læse med, da hun besøgte mig på fødegangen, hvor jeg lå høj og skæv af kærlighed og for lidt søvn og stirrede på det lille rynkede og lyserøde barn, der skulle vende op og ned på alting. Jeg kan ikke huske, hvad det var for en bog. Men jeg kan huske, at jeg virkelig troede, jeg ville have god tid, når jeg skulle på barselsorlov. Og jeg kan også huske, at jeg aldrig fik åbnet den bog. Jeg har troet meget gennem årene, og i bagklogskabens klare lys, har jeg måske nærmere frygtet end håbet. Særligt det at blive nogens mor, skulle vise sig at være en uudtømmelig kilde for selvpineren.

Den første nat som mor var jeg meget bekymret for, at barnet måske ikke kunne finde ud af at trække vejret. Det var måske ud fra en ide om, at hun jo ikke havde prøvet det før, og det forekommer ret komisk i dag. Men jeg var bekymret, og de eneste bøger jeg fik læst, var ”barnets røgt og pleje” og den slags. Dem fik jeg også læst mange af. Senere fulgte bekymringen for om kosten nu var varieret nok, suttebid, huller i tænderne, om hun kunne lære at sove igennem om natten og om hun nogensinde ville holde op med at ligge mellem sine forældre hver evig eneste nat. Den sidste bekymring aflivede en venlig pædagog, der forsigtigt foreslog mig, at det nok løste sig selv; nu er det jo heldigvis ikke så tit, man ser en 14-årig, der stadig sover mellem sine forældre hver nat, som hun sagde. Og hun havde ret; det løste sig.

Senere kom skolestarten med alle dens lusekure, bogbind, rugbrødmadder, gulerodsstænger og legeaftaler. Og hvis jeg troede, jeg tidligere havde haft noget at bekymre mig om, så kunne jeg godt tro om. For hvad nu hvis hun ikke kunne lære at læse? Hvad nu hvis hun ikke kunne lære at regne? Hvad nu hvis hun aldrig fik lært engelsk? Kan man så overhovedet få en uddannelse i fremtiden? Og det der med, at hun har arvet sin mors manglende fornemmelse motorik? Hænger det ikke sammen med, at man har svært ved at lære matematik? Hvad skal man stille op med en 10-årig, der er optaget af politik og samfundsforhold og ikke af sådan noget ingeniør-agtigt noget, som de siger, man helst skal være? Hvad nu hvis hun ikke bliver innovativ nok? Omstillingsparat nok? Hvad nu hvis hun ikke kan få en ordentlig uddannelse? Eller kan klare sig på arbejdsmarkedet? Hvad nu hvis kineserne kommer og spiser os alle sammen? Og hvad nu hvis, hun blev så bekymret af al den bekymring, at hun udviklede sig helt forkert?

Heldigvis kan jeg også huske, at den første nat, hvor jeg lå på Hvidovre Hospital og bekymrede mig, om hvorvidt et nyfødt barn selv kunne trække vejret, var jeg også opfyldt af håb. Og i bund og grund var det, jeg håbede, at min datter ville vokse op og blive et ordentligt menneske, der med tiden ville finde sin plads og sin mening med livet, blive tilfreds og gøre det så godt, hun kan, mens hun er her.

Frygt og håb er underlige størrelser. De er vel strikket af det samme luftige stof og kan næppe eksistere hver for sig. Jeg aner ikke, hvad der sker i fremtiden, men jeg vil inderligt gerne skrue ned for frygten og op for håbet, især i vores unge mennesker. Og jeg tror helt klippefast på, at hvis vi lærer dem de basale færdigheder her i livet, og giver dem støtte og rum og tid til at udvikle sig, så skal de nok finde vej. Og egentlig er de nok mere kompetente, end det lige i øjeblikket ser ud som om vi voksne er. Håber jeg.«


Katja Gottlieb, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.​