Ud med det heteronormative uddannelsessystem! – Anmeldelse af "Blik for køn"

magasinetudbrud.dk, februar 2017. Af Tine Friis Kelstrup


Blik for køn. Af Mette Campion (Dansklærerforeningens Forlag 2016).
208 sider/Kr. 189,- ekskl. moms.


"Det gik undertegnede feminists betydelige snudeskaft forbi, da Ditte Campion sidste år udgav ’Blik for køn’ på Dansklærerforenings Forlag. Nu har jeg til gengæld svært ved at få armene ned. Med ’Blik for køn’ introducerer Ditte Campion velskrevet og pædagogisk, og med et minimum af trykfejl, læseren i socialkonstruktivisme og queerteori  – og det er ikke kun gymnasieelever, der kan få glæde af denne bog.

Dette er en danskbog, som skal lære dig at arbejde metodisk med kompliceret teori og mestre et akademisk begrebsapparat.” Således formulerer Ditte Campion formålet med lærebogen ’Blik for køn’. Mere konkret er bogens mål at indføre gymnasieelever i socialkonstruktivisme, hate speech-diskurser og queerteori.

Det var altså ikke en del af pensum i 90’erne!
I ’Blik for køn’ præsenterer Ditte Campion med udgangspunkt i socialkonstruktivismen læseren for en række teorikapitler, der følges op af eksempler og arbejdsopgaver. Alle begreber bliver beskrevet, forklaret og listet op i slutningen af hvert kapitel.

Når vi nærmer os midten af bogen, beskriver Ditte Campion, hvordan man kan bruge teorien til analyse af tekster, billeder og andre medier. Igen bliver alle begreber nøje forklaret og oplistet. Bogen afsluttes med en række tekster og billeder med medfølgende analyseopgaver, et kritisk kapitel om socialkonstruktivismens ulemper og selvmodsigelser og endelig en stribe enkelt- og tværfaglige eksamensopgaver.

‘Blik for køn er den første moderne lærebog, jeg er stødt på, der giver gymnasieelever muligheden for at analysere tekster gennem  queerteoretiske briller. Det var ved gud ikke en del af min egen gymnasielæring i 90’erne.

Nu føler jeg mig faktisk lidt snydt…
Tænk, hvis man havde den slags lærebøger, dengang jeg var gymnasieelev! Tænk, hvis man havde haft sådan et stykke værktøj allerede i teenageårene! Det optimale ville naturligvis være, hvis vi holdt op med at tvangskønne vores børn fra barnsben af, men en queerteoretisk analysemetode på gymnasieniveau er virkelig heller ikke noget, man skal kimse ad.

Efter at jeg har læst ’Blik for køn’, er der jo en hel verden af muligheder, der åbner sig for mig. Hvorfor ikke benytte sig af kønsteoretisk undervisning allerede i folkeskolen? Det ville da være vidunderligt, hvis man allerede fra barnsben lærte, at der findes alternativer til det binære kønssystem og den heteronormative måde at håndtere tekster og billeder på, frem for at låse den ene generation efter den anden fast i forældede og ukonstruktive handlingsmønstre, kønsroller og verdenssyn.

Du kan også få gavn af ’Blik for køn’!
Er du ikke lige en af dem, der har læst kønsstudier? Skal du slå ualmindelig mange ord op, når du bevæger dig rundt på feministiske debatfora på de sociale medier? For du vild i Judith Butlers terminologiske begrebslabyrint? Læn dig tilbage og lad Ditte Campion skovle termerne ind i knolden på dig.

Er du træt af at høre om den heteronormative verdensorden, og synes du, socialkonstruktivisme er noget fortærsket vrøvl? Læs Ditte Campions ’Blik for køn’ og find ud af, hvorfor du tager fejl. Fordi hey! Fuck den heteronormative verdensorden!

Det ville være synd at sige, at ’Blik for køn’ kan erstatte hele Judith Butlers forfatterskab, eller at den dækker alverdens queerteoretiske læsning, for det gør den selvfølgelig ikke, men den giver en rigtig god indføring i stoffet, og den giver i hvert fald den her læser appetit på mere."  

(magasinetudbrud.dk, februar 2017. Af Tine Friis Kelstrup). Se anmeldelsen på magasinetudbrud.dk

***** Anmelderen giver 5 ud af 5 stjerner.