Vi bli'r som vi si'r – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 6. januar 2017. Blog af Jens Raahauge

»En brat opvågnen på et vidunderligt hotel satte speed på tankerne om, hvad det er vi vil og kan og gør. Vi lærere må ikke bare læne os tilbage i fællesmålenes hængekøje og være tilskuere til sprogets tiltagende grovhed i hverdagen og i politik.​

På vej hjem fra det spanske ophold, som satte gang i min nytårsblog, blev min kone og jeg begavet med et ophold på det aldeles fantastiske Hotel Metropole i hjertet af Bruxelles, tæt ved Grand Place. Og opholdet blev den enestående oplevelse, vi havde forventet. MEN....

På Place de Brouckere, hvor hotellet ligger, er der også adgang til en metrostation. Som følge deraf holdt der på pladsen seks til otte militære mandskabsvogne, og soldater i camouflagetøj og bevæbnet med maskinpistoler patruljerede i området - og viste det sig også indenfor på hotellets trapper og gange. Det virkede ikke just tryghedsskabende, men man må sige, at den belgiske regering har reageret på kritikken af dens hidtidige indsats i kampen mod terror. Om det så forhindrer terror, eller om det er noget helt andet der skal til, er en anden og mere sejtrækkende sag.

Den 22. juli 2011 blev Norge ramt af en terrorhandling, da en stærkt højreorienteret landsmand og kraftidiot slog til med bomber i Oslos regeringskvarter og med massakren mod unge socialdemokrater på Utøya. Min kone og jeg var i Oslo i dagene efter, hvor statsminister Jens Stoltenberg (der aldrig værdigede idioten at nævne hans navn) holdt sin berømte tale om at at stå sammen i sorgen og møde ondskaben med fællesskab og frihed. Han fremkaldte store følelser med små ord, modsat de mange der fremdriver smålige følelser med store ord. Tænk blot på de to danske arrige og ariske blondiner, Cheanne Nielsen (Dansk Folkeparti) og Pernille Vermund (Nye Borgerlige), som fik klapsalver fra deres respektive landsmødeforsamlinger på generaliserende svinerier imod muslimske medborgere. Efter Jens Stoltenbergs intense og stærke tale holdt den norske kronprins Haakon en tale, der blev indledt med ordene: "I kveld er gatene fylt av kjærlighet. Vi har valgt å besvare grusomhet med nærhet. Vi har valgt å møte hat med samhold. Vi har valgt å vise hva vi står for."

Det man siger, står man for!

Det er nok ikke tilfældigt, at begge disse stærke taler blev holdt i det land, hvor digteren Nordahl Grieg i 1936 skrev digtet "Til Ungdommen", måske bedre kendt som "Kringsatt av fiender". Digteren selv var ikke naiv pacifist og blev skudt ned under et bombetogt over Berlin. Men han troede, akkurat som den nuværende NATO-generalsekretær Jens Stoltenberg, på at fred skabes gennem ånd først - frihed og fællesskab. Had og våben er sidste udvej.

Men det er svært. For en del år siden fandt jeg en lille billedbog, "Solentiname" af en nicaraguansk præst og forfatter, Ernesto Cardenal, som forsøgte at opbygge et fredeligt bondesamfund blandt andet ved at lade folk male deres drømme om en hverdag. Jeg fik derigennem ideen til at lade min klasse male deres idealverden. Billedet er gengivet i min bog om "Billedbogens univers", og det afspejler besværet med at finde et sprog for fred og fællesskab. Eleverne har tegnet krigen ind i billedet, for "ellers kan man ikke se, at der er fred", som en af dem udtrykte.

Hvis vi ser sprogtonen i debatten (hvis man kan kalde svovlerierne sådan) på de sociale medier og platforme, og hvis vi ser på de politiske udsagn, som er lidt pænere formulerede, men ofte har samme indhold, så har vi i forstemmende grad nærmet os den tilstand, som jeg refererede i min blog fra 08.12. om "Dannelse, demokrati og demagogi", hvori jeg citerer den tyske analytiker Koschorkes tre sproglige kendetegn ved fanatismen; den fanatisme som blandt andet slog over i nazisme.

De tre kendetegn er markante i det meste af den vestlige verden lige nu - og selvfølgelig i en lang række lande, hvor det var forventeligt. Her og nu må vi ikke svigte, og vi kender vores bedste våben. Lad mig sige det med den norske kronprins' ord: "det betyr noe hvilke holdninger hver enkelt av oss har, hva vi velger å bygge livene våre på. Og hvordan vi velger å bruke det til beste for hverandre og samfunnet vi lever i."

Det må være et smukt pejlemærke for folkeskolens lærere at gå imod den forgrovede og voldelige udvikling i hverdags- og politikersproget for at insistere på den nordiske tradition, at fællesskab og kærlighed er vores vigtigste våben, og at lade det komme til udtryk i det sprog, vi bruger, og i vores vurderinger af det sprog, vi hører, læser og analyserer. Det er en nødvendig indsats før geværløbene holder deres indtog på gader, stræder og hotelgange.

Der er et alternativ til idiotien - at tale og lytte åbent og inddragende i en demokratisk samtale.«
 


Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.