"Vi må leve med, at verden ikke går op" – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 9. december 2019. Blog af Jens Raahauge

»Overskriftens ord stammer fra Søren Ulrik Thomsens overvejelser ved Det Danske Akademis årsfest omkring vores redigering af fortidens udtryk, så de passer til vores normer. Her tørner krænkelse og dannelse sammen.

For mange år siden arbejde min klasse med de kommunistiske landes revisioner af deres historiebøger, når der havde været udrensninger i partitoppen. Og morskaben var stor, da vi så på et billede, hvor den tjekoslovakiske leder Alexander Dubcek var blevet udrenset, ikke blot i virkeligheden, men også på billedet, hvor han havde stået mellem to andre ledere. Man havde bare glemt at fjerne hans fødder, så de tilbageværende to havde seks fødder. Alle fandt, at det var latterligt, men også forargeligt, at man i de kommunistiske diktaturer sådan skrev historien om. 

Jeg kom til at tænke på denne hændelse, da Det Danske Akademis sekretær, digteren Søren Ulrik Thomsen, i sin årsberetning fortalte, at han under et besøg i Skt. Petersborg havde set en enorm bygning, der må have været et lokalt parlament i sovjettiden, være udsmykket med kommunistiske symboler. Og foran bygningen stod en monstrøs statue af Lenin. Søren Ulrik Thomsen forstår, at fortiden har været slem, Men fortsætter så med, at "det ved synet af denne bygning blev virkeligt og ikke kun en drøm, at der før os havde været mennesker, som her havde levet i andre tankeverdener og på helt andre betingelser end vores".

Oplevelsen får ham til at tænke på det udfald imod at vise ældre teaterstykker i originalversionen, som teaterdirektør Jon Stephensen er kommet med, idet han argumenterer for, at der går "en lige linje mellem måden, som kvinder fremstilles på i mange klassiske forestillinger, og så de krænkelser, piger udsættes for på nettet".

Søren Ulrik Thomsen anerkender til fulde, at der har været et behov for #metoo-opgøret med kritisable omgangsformer, men fortsætter så med et argument, der er vanskeligt at ryste af sig: Stephensens synspunkt kan ses som "et eksempel på, hvad der sker, når strømninger, der i begyndelsen opfanger og adresserer et reelt problem, river sig løs fra virkeligheden og med medløb fra en tidsånd, der accelererer, indtil den pludseligt helt fordufter, hver gang udviser en række typiske træk".

Han ser det som en spire til totalitær tankegang, når en torn i øjet fører til ønsket om, at skabe det fuldkomne.

Jeg springer en del af Søren Ulrik Thomsens eksempler og ræsonnementer over. Dem kan man læse på Akademiets hjemmeside: http://www.danskeakademi.dk/arkiv/visarkivindhold.asp?u_id=297&id=23 

Men jeg vil ile frem til hans fremhævelse af, at nutiden ikke bliver bedre af, at vi søger at belyve fortiden, og at vi bliver dummere, hvis vi ikke vil kende den.

Vi må leve med, at verden ikke går op. Fortiden og nutiden er det det samme. Muligheden for at kende til andre vilkår og livsformer end ens egne er et aspekt ved den dannelse, der er en del af skolens formål.

Jeg kommer til at tænke på den debat, der knyttede sig til offentliggørelsen af Den danske Litteraturs kanon. Den var nationalistisk og patriarkalsk, sagde man. I min optik var den befriende, fordi den rejste sig som et monument over, at alle store danske forfattere var en del af internationale strømninger, og at mandsdominanser viste, hvilke vilkår og undertrykkelser kvindelige forfattere, havde været underlagt.

På samme måde kan man vende og dreje de redigeringer af historien, som rammer nogle af Halfdans rimord og Pippis far. For vi vil vel ikke skjule, at de flotteste palæer i København er betalt med slavepenge? 

Vi må leve med, at verden ikke går op!« 


Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.