Viden, virkelighed og værdier – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 15. december 2017. Blog af Jens Raahauge

»Danske elever scorer særdeles højt i viden om demokrati, men skraber bunden i elevdemokratisk involvering. Hvordan kan det hænge sammen?

Vi bryster os med rette af, at danske skoleelever er blandt verdens mest vidende, når vi retter blikket imod demokrati. Der er grund til, at danske lærere er stolte over deres indsats på dette felt, og på at Undervisningsministeriets seneste undersøgelse af elevinvolvering peger på, at eleverne føler mere inddragede nu end tidligere. Alligevel er der noget, der skurrer, når andre internationale undersøgelser dumper danske skoleelevers involvering i det elevdemokrati, som ligger udenfor timerne.

Og disse modsatrettede tendenser bør føre til overvejelser omkring viden, virkelighed og værdier.  

At danske lærere stadigvæk ser elevinvolvering som et gode kan skyldes den beundringsværdige vægring ved at vrage noget, der i de seneste tredive-fyrre år har vist sig at styrke undervisningen. Men man må også rette blikket imod, hvad det er, eleverne inddrages i.

I sin gennemgang af de forenklede fælles mål i dansk i bogen Læringsmål i dansk, skriver Bodil Nielsen, at eleverne vil kunne have indflydelse på, hvordan man når målene, men aldrig på udformningen af læringsmålene; de ligger fast.

Nu har et flertal i Folketinget så besluttet, at det gør de ikke nødvendigvis. Når jeg vælger at formulere det sådan, så skyldes det to store forbehold omkring virkningen af beslutningen om de fleste måls karakter af frivillighed: Den enkelte kommune kan fortsat ophøre målene til at være bindende, og de digitale platforme, som mange steder er anskaffet hen over hovedet på underviserne, og som har ædt alle konti til undervisningsmidler, bygger i høj grad på de mål, der altså nu er frivillige. Kombinationen af manglende mangfoldighed i undervisningsmidlerne og lærernes reducerede forberedelsestid vil fastholde elevernes involvering i vejen ad hvilken - og ikke i målene for undervisningen. Der er stor risiko for, at læringsmålstyringen vil fortsætte, nu blot under mere raffinerede former.

De positive hæfter sig ved, at læringsmålstyringen øger elevernes faglige udbytte af undervisningen, fordi de kan se, hvor de skal hen. De gælder så ikke lige på læseområdet, men.... Det betænkelige i den argumentation ligger i brugen af ordet faglig. De forenklede mål har forenklet de enkelte fag; man bliver måske bedre, men til en indskrænket fag. Det mål- og testbare er styrket, mens de dele af fagene, som har med virkeligheden og virkelighedens foranderlighed at gøre er udgrænset. Dette er den egentlige forskel på elevstyring efter læringsmål og klasseledelse efter undervisningsmål. Der er tendenser til, at folkeskolereformens ændrede fokus fra undervisning til læring favoriserer en funktionæragtigt tilgang til det at lære - og dermed til det at være. Dette bliver så ulykkeligvis understøttet af, at lærerne er blevet tillagt samme funktionærstatus gennem den corydonske magtudfoldelse.

Det er beklageligt, at denne smaltænkning er lagt ned over folkeskolen, for de gode resultater, som stadig opnås omkring elevernes demokratiforståelse, vidner om, at lærerne ønsker noget andet og endnu arbejder derefter. Men netop elevernes mangel på interesse for involvering i den demokratiske proces, der ikke ligger inden for klassens rammer, er et faresignal.

For det første vil en funktionærtankegang sagtens kunne omfatte færdigheden i at være innovativ, men aldrig fremme evnen til at agere kreativt. Dette vil være til ugunst for både fremtidig velfærd og livskvalitet. Og for det andet skaber denne mentalitet en angst for det usikre, det ukendte og det anderledes. Dette vil være til ugunst for et samfund, hvor den enkelte har værdi med mulighed for at berige fællesskabet.

Demokratiske processer med involvering af alle får netop deres næring igennem diskussioner om, hvor vi sammen vil hen - og hvorfor. Når denne dimension er fjernet fra dagligdagen og erstattet af en diskussion om, hvordan vi vil komme hen til et mål, vi ikke har indflydelse på, så er vejen til demokratisk apati asfalteret.     

I den demokratiske skole kan man ikke adskille involveringen i både diskussionerne om hvorhen, hvorfor og hvordan. Ved kun at prioritere hvordan (læringsmålstyring) får man lærernes arbejde og skolens demokratiske fundament til at forvitre.«

Kilder til overvejelserne:
www.folkeskolen.dk/618858/danske-elever-har-en-foersteplads-i-demokratiforstaaelse
www.folkeskolen.dk/619905/danske-skoler-negligerer-elevdemokrati
 


Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.