Ytringsfrihed og vores professionelle dømmekraft – Jens Raahauge blogger på folkeskolen.dk

folkeskolen.dk, 27. oktober 2020. Blog af Jens Raahauge

»"For at værne om ytringsfriheden / råber jeg røvhul / efter min nabo" lyder Peter Poulsens digt, som er en maggiterning af nutidens magtbrug af begrebet.

"Jeg hører personligt til dem, der mener, at de fleste af Jyllands-Postens karikaturtegninger faldt under minimumskravene til, hvad man må forvente af satire. Satire opstår i grænselandet mellem sandheden, overdrevet og folks ømme tæer, og alle tre skal være til stede, ellers kommer satiren ikke op at flyve. Og så skal der gerne tilsættes næstekærlighed og en større retfærdighed." Sådan argumenterer juristen og forfatteren Anne Sofie Allarp på Altinget.dk.

Hun mener konkluderende, at Jyllands-Postens stunt i ytringsfrihedens navn var både plat og uelegant. Og jeg har vanskeligt ved at være uenig med hende, ikke mindst fordi tegningernes indhold for de flestes vedkommende aldrig var sluppet igennem en redaktørs nåleøje, hvis ikke det var, fordi de bare skulle vise, at man kunne bringe dem. Men den egentlige grund afspejler sig nok i den omstændinged, at vi har kaldt det, der kom ud af avisens ytringsfrihedsdemonstration for Muhammed-krisen, mens man internationalt har valgt betegnelsen cartoon crisis. 

Forstemmende er det derfor, at mange folketingsmedlemmer ønsker, at de skal indgå som pligtstof i undervisningen. Pinligt er det, hvis vi som lærere skal pålægges at præsentere bestemt lavkvalitet. Og tankevækkende er det, at kravet kommer i disse dage, hvor netop mange aspekter af krænkelser sætter dagsorden. 

Når dette er sagt, er det min grundfæstede overbevisning, at begrebet ytringsfrihed må være pligtstof til undervisningen. Men måske skulle vi ihukomme filosoffen Santayanas kloge ord: ”De, der ikke kan huske fortiden, er dømt til at gentage den”.   

Med ytringsfriheden fik vi ret til at give vores mening til kende på skrift og i tale uden nogen forhåndsgodkedelse; altså som et modtræk til magthavernes hidtidige censur. Ytringsfriheden, som har bidraget særdeles stærkt til samfundsudviklingen i de vestlige demokratier siden demokratiets indførelse, var først og fremmest tænkt som en frihed til at udtrykke kritik imod magthaverne.  

Nu er der sket det besynderlige, at det er de, der sidder på magten, som hylder ytringsfriheden, mens specifikke mindretals ytringsfrihed bliver indskrænket. Rasmus Paludan får politibeskyttelse, mens rabiate imamer får straf. Og lad mig tilføje, at jeg finder deres meninger lige gyselige.

Disse overvejelse skal først og fremmest tjene til at tilslutte mig, at ytringsfriheden er basalt stofområde, samt at kanonisering, der gør Jyllands-Postens tegninger til pligtstof i skolen, er et nedladende og symbolpolitisk forslag, der helt basalt underkender læreres evne til at udøve professionen.

Jeg vil slutte med en lille beretning fra mit eget arbejde som skoleleder i et område med stor koncentration af muslimske elever. Vi havde hver uge en litterær morgensamling, og da Kåre Bluitgen udgav sin bog om Profeten, og Bluitgens kontrafej sås i tv-transmissioner fra optøjerne i den muslimske verden, valgte jer at invitere ham til morgensamling, så eleverne kunne se "udyret". To af de muslimske elever fra 9. klasse gav jeg bogen, så de kunne forberede spørgsmål. Og så kom han. Og et af de første spørgsmål var: "Hvorfor kan du ikke lide muslimer?" Og svaret var, at han da ikke havde noget imod muslimer, men han ville oplyse om historien og om udnyttelsen af religion. Og så føjede han til, at han også som den eneste ungdomsbogsforfatter havde skrevet en bog Vi har iført os ligklæder om en libanesisk kristen bande og den israelske hærs krigsforbrydelser ved flygtningelejren Shatila. Og så vendte vi blikket imod hans bog om Profeten. "Handlingen er kedelig," konstaterede en af dem, der havde forberedt sig. "Ja, og det skal den være, for det er en fagbog," lød svaret. "Illustratoren har respekt for Profeten," konstaterede den anden og begrundede: "for han har lukkede øjne på alle billederne". Og trods ivrig gennembladring kunne vores gæst ikke finde eksempler på andet.

Men efter dette møde kom mange af de muslimske drenge, når vi sad og spiste i kantinen, og fandt, at ham forfatteren da ikke var så slem.

En lille håndfuld af de mest panderynkende drenge inviterede jeg på kontoret for at tale om satire. Bordet var dækket af gamle stik og tegninger af Storm P, Bo Bojesen, Roald Als m.fl., men ingen fra Jyllands-Posten, derimod et af dem, som de hadoppiskende imamer havde bragt med til Egypten; det var en person med griseansigt. Nogle fandt de sjove, andre mærkelige. Nogle kunne man lære noget af, andre var bare skøre. Men det med grisehovedet var for groft: "Det kan man aldrig tillade sig, selv om jeg hader manden," udbrød den ene. Han troede, det forestillede en markant dansk politiker.

Denne ageren fik selvfølgelig ikke afmonteret vreden over tegningerne, og oplevelsen af at være blevet krænket, men den fik skabt en kontekst, hvor vi kunne tale sammen og acceptere, at vi var uenige.

Det er det, pædagogik kan, som aktuel politik desværre ikke synes at have nogen interesse i.

Ps.

Illustrationen, jeg har valgt, er en britisk karikatur fra 1805, hvor den franske kejser Napoléon og den britiske statsminister William Pitt den yngre snupper hver sin bid af jordkloden. Billedets titel er Plumbudding. Det er James Gillray, der har tegnet den begivenhed, som har lagt grunden til mange af de problemer,  vi er ramt af i dag.«

 

Jens Raahauge, bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningens Folkeskolesektion.