LÆSBAR

Letlæste fag- og fiktionsbøger til udskolingen


LÆSBAR
er en ny serie af korte og lette fag-og fiktionsbøger til udskolingen.

Bøgerne i serien er blevet til i et tæt samarbejde mellem dygtige forfattere og ungekonsulenter mellem 13 og 17 år. De unge er kommet med forslag til emner, de gerne vil læse om, og de har læst med i manuskriptfasen og er kommet med input til indhold, formidling, sværhedsgrad og valg af forsider.

Bøgerne i serien har et lixtal på maks. 17, og er velegnede til frilæsning, emne- og projektopgaver og fælles værklæsning.

En del af overskuddet fra samtlige titler i serien går til organisationen Læs for Livet, som har stået for at rekruttere en del af ungekonsulenterne, og som også får en række frieksemplarer til etablering af biblioteker på institutioner for unge med svære livsvilkår.

Tre gode grunde til at vælge LÆSBAR:

  • Lavt lixede kvalitetsbøger til udskolingen
  • Bøger udviklet i samarbejde med unge konsulenter fra målgruppen
  • En del af overskuddet går til Læs for Livet.

Opgaver
Til hver bog er der udarbejdet gratis opgaver, som du finder nedenfor.

Flere titler på vej!

 

LÆSBAR

OPGAVER

Her finder du opgaver til alle bøgerne i serien LÆSBAR.


Hent opgaverne
OPGAVER

ANMELDELSER

Fagbøgerne Stoffer, Mord, Farlige sygdomme
"[…] Bøgerne er en god start på en ny serie for unge, som tager sin læser seriøst. Det faglige stof kommer fint rundt om emnerne og klæder læseren godt fagligt på til en projektopgave. Teksten er let at læse uden at gå på kompromis med det faglige indhold. Emnerne optager unge og er en del af deres egen hverdag eller deres indtag af film og bøger.

[…] Alle tre bøger anbefales varmt til både PLC og folkebiblioteker. De er en god opstart på en ny og meget lovende fagbogsserie."

(DBC, Materialevurdering 2024, af Henrik Munch Jørgensen)

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Bjørnesaks
"[…] Det er en meget ærlig, varm og velskrevet bog. Mange unge vil nemt kunne identificere sig med temaerne, som bogen omhandler, såsom venskab, forelskelse, uddannelsesvalg og det at finde sin helt egen vej og turde stå ved den. […] Anbefales til skolernes PLC og folkebibliotekerne."

(DBC, Materialevurdering 2024, af Stine Bille)

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Alfa
"[…] en velkomponeret og spændende fortælling. Beskrivelserne af Mads midt i slåskampene er levende og medrivende. Man kommer helt tæt på, hvilket afspejles i titlen på første kapitel: "Smagen af jern". Bogen skildrer flot Mads' udvikling gennem historien og hans søgen efter identitet og manddom.[…] Bogen egner sig både til selvstændig læsning og til brug i undervisningen. Forlagets opgaver til bogen er rigtig gode, og vil hjælpe eleverne med at få en dybere forståelse af værket. Anbefales til skole- og folkebiblioteker."

(DBC, Materialevurdering 2024, af Dannie Solkær Solskov)

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Oxy
"[…] Asger slås med problemer, som mange teenagere slås med. Han er ikke populær og har kun en ven. Han føler ikke han slår til og samtidig har han et par uduelige forældre, der skal skilles. Asger virker fornuftig, men træffer alligevel dårlige valg og må tage konsekvenserne. Slutningen er åben for diskussion, og andre unge har selv været med til at komme med input til handlingen. Teksten er letlæst og med korte sætninger. […] Anbefales til folkebiblioteker og i særdeleshed til skolernes PLC."

(DBC, Materialevurdering 2024, af Pernille Rubin)

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------

ANMELDELSER

ARTIKLER

Bøger, der griber de unge

"Hvad vil de unge gerne læse? Det bedste svar får man, hvis man spørger dem selv. Det har Dansklærerforeningens Forlag gjort, og resultatet er en serie fag- og skønlitterære bøger, hvor unge selv har haft indflydelse på bøgernes tilblivelse fra tema til udseende. I alt seks (nu 12, red.) nye titler til unge, er det blevet til efter input fra unge mennesker. Lixtallet er lavt, og bøgerne er korte, for tanken er, at den gruppe af unge, som er modvillige læsere, skal gide læse dem til ende.

Forlagschef Cecilie Bogh, Dansklærerforeningens Forlag, står bag konceptet.

”Jeg har tidligere undervist unge, der har svært ved at læse, og ved derfor, hvor uværdigt og demotiverende det er at læse bøger, der har det niveau, de kan læse på, men som indholdsmæssigt ikke er alderssvarende. Jeg ved også at lette, alderssvarende bøger af høj kvalitet er helt afgørende, hvis de unge skal have lyst til at læse og udvikle sig til habile læsere.”

Det centrale i tilblivelsen af serien Læsbar var samarbejdet med unge konsulenter. Cecilie Bogh fortæller:

”I de sidste mange års debatter om unges manglende læselyst og læsekompetencer har det slået mig, hvor fraværende de unge selv har været. De unge læsere har også været mere eller mindre fraværende i hele produktionsleddet. Derfor ville vi rigtig gerne invitere dem med ind i hele processen. Ikke bare i forhold til at komme med ideer til emner, men også til at læse med undervejs og sparre om sprog, handling, forsider og titler.”

(Forfatterforeningen nr. 3/2024. Artikel af Anna Bridgwater)

Læs hele artiklen fra Dansk Forfatterforening på:
>https://danskforfatterforening.dk/forfatteren/boeger-der-griber-de-unge/

Følg os her
Dansklærerforeningens Forlag A/S CVR: 27 40 87 61 |
Dansklærerforeningen CVR: 13 61 25 28
© 2025 Dansklærerforeningen | All rights reserved Made by Improving