Kursus 8. 70ernes stemmer i litteraturen

Kursus 8 (udbydes kun som halvdagskursus)
70ernes stemmer i litteraturen

Strunge og Tafdrup dømte i den berømte og berygtede TV-udsendelse Bazar fra 1984 70ernes litteratur ude. At mange har vejet 70er-æstetikken og fundet den for let, viser fraværet af den i antologier, forskning og dansklærernes undervisningsbeskrivelser. Men unge kunstnere har opdaget og revitaliseret datidens bidrag fra Suzanne Brøgger, Tove Ditlevsen, Vita Andersen og mange flere, og tendenser i nutiden genopfrisker verden for 50 år siden der bød på litterære temaer som miljøbevidsthed, dokumentarisme, kønsdiskussioner, selvfremstilling. Dette kursus tager 70ernes litteratur på ordet og går i kødet på tematikker og genlæser i lyset af den nye interesse. En interesse som rammer de unge i dag og en litteratur som med nyt blik virker saftig, levende og vedkommende. Kurset vil vise forslag til hvordan man didaktiserer årtiets litteratur så eleverne både oplever, sanser og arbejder kreativt med teksterne, applicerer teori i det analytiske arbejde, får indblik i samtidens reception, og på hvordan den har sat aftryk på samtidens litteratur. Deltagerne vil blive inviteret til læsninger og didaktiseringer i samarbejde.

I en ny kommende udgivelse fra Dansklærerforeningens forlag af Anne Sæhl Sørensen, Karen Wagner, Birgitte Darger har 70erlitteraturens stemmer fået plads. Det er med afsæt i denne udgivelse at kurset holdes.


Oplægsholdere vil være en af de tre følgende:
Birgitte Darger, Christianshavns Gymnasium
Karen Wagner; Ørestads Gymnasium
Anne Sæhl Sørensen, Ørestads Gymnasium

Kontakt: Birgitte.darger@gmail.com

 

>Tilbage til oversigt.